Islænderhesten Krumme er her desværre ikke mere. Men han vil altid have en stor plads i mit hjerte, og han har æren for, at jeg for alvor kom i gang med heste og terapi.

Krumme var min første hest og min første rigtige træningsopgave. Han havde kun været i menneskehænder til de mest fornødne ting som vaccine, beskæring af hove og en smule strigling i ny og næ.

Da jeg mødte Krumme, kunne han komme hen til sin krybbe, når man hældte mad i. Mens han spiste, kunne man være heldig at kunne få en grime på ham, så man kunne strigle ham og rense hove. Men det var det eneste, Krumme kunne.

På trods af det så jeg hurtigt, at Krumme ville være en genial hest til børneterapi grundet hans sensitive sind. Dog var dette sensitive sind lidt af en udfordring til at begynde med. For det betød, han var meget usikker på alt.

De basale signaler skulle på plads

Den første del af Krummes vej mod at blive en dygtig hest til børneterapi var meget langsommelig. Alle basale signaler i tov skulle på plads. Han skulle lære fremad-signal, stop-signal, bakke-signal og gå "på plads" ved siden af mig-signal.

Krumme var ekstremt usikker, men han var dog altid meget opmærksom på mig. Det var det, der gjorde, at jeg vidste, han ville blive god til børneterapi.

De første mange ture, vi gik sammen, var på maksimalt 500 meter ud ad en grusvej. Og hvis der var noget, han blev bange for, stejlede han.

Krumme siger hej

Selve tilridningen tog vi os god tid til, da det var meget sårbart for ham, at jeg stod over ham. Men det fik vi lavet om på. Og til sidst kom han selv hen til skamlen, når jeg stillede mig op på den, som den dygtige børneterapihest, han blev til.

Krumme udviklede sig til at blive en ren kærlighedshest, der emmede af ro, nysgerrighed og glæde ved at lave noget. Og især børneterapi bragte det bedste frem i ham.

En hest man bare holdt af

Når man først havde mødt Krumme, kunne man ikke lade være med at holde meget af ham. For han vadede direkte ind i folks hjerter og smeltede dem.

Personligt fandt jeg hans historie meget smuk, fordi Krumme selv gik fra sensitiv og usikker til sensitiv og selvsikker. Og det var jo det, han efterfølgende skulle hjælpe andre med at opnå i børneterapien.

Desværre fik han ikke lov til at hjælpe så mange børn til større selvsikkerhed, som vi havde håbet, men han vil altid være i mit hjerte og minde mig om den vigtige opgave, vi sammen tog på os. At hjælpe de mange usikre børn. For alle børn fortjener at have det godt og tro på sig selv!